Vejen til gudekroppen I – Træningsprogrammet

“Hvordan har i dog fået de kroppe, og så i jeres alder?”, spurgte en skøn kvinde os en morgen på ruten. Hun gik i den modsatte retning, så vi fik aldrig givet hende svaret. Jo, vi diskuterede da at vende om, men det ville have været et brud med vores meget stramme program, der jo netop er svaret på hendes helt relevante spørgsmål. Kroppe som guder får man gennem et videnskabeligt udviklet program, der følges disciplineret.

Det er vigtigt at undgå løbetræningens fjende nummer et: overtræning. Spurt med Kurt afskyr ekstremsport som pesten. Alt over en halvmarathon SKAL kombineres med rødvin, for at sikre mod overtræningsskader.

Programmets består af et mindre antal helt faste, relativt korte ruter, der giver tryghed og forudsigelighed og dermed mulighed for at fokusere på dagens diskussionsemner.

Der løbes på faste dage og på faste tidspunkter: Mandag, onsdag og fredag kl 0700 en kort tur på ca 4 km og søndag kl 1700 en “Lang” tur på ca 6,5 km.

Hemmeligheden ligger i disciplinen. Vi løber hver uge – året rundt. Vi løber når vi har travlt, vi løber når vi har tømmermænd, vi løber når vi er trætte. Vi løber i regn, slud, hagl og sne. Vi løber når det er mørkt (med pandelamper og refleksveste – det ser supercool ud), Kun sygdom, ben- og fodskader, runde fødselsdage og udenlandsrejser anses for gyldige undskyldninger.

I kommende blogindlæg vil vi fortælle om de andre vigtige elementer i programmet mod gudekroppen:

  • Mad og drikke
  • Påklædning
  • Løbesko
  • Udstyr
  • Opvarmning og anden sport