Efter løbeturen – “In praise of Fraise”

fraise

Dagens løbetur endte med smagning af “sommer på flaske”, fremstillet af Kurt selv. Der var almindelig enighed blandt klubbens medlemmer om denne driks mange fortræffeligheder og potentielt brede anvendelsesmulighed. Efter løbeturen blev den indtaget ren, eller “neat” som det vist hedder. Her er der tale om en sød og vel nærmest likøragtig oplevelse, der givetvis vil bidrage til genoprettelse af sukkerbalancen efter træningen. Energidrik for voksne, kunne man sige.

Anvendelsen slutter naturligvis ikke her, og en hurtig brainstorm frembragte da også forskellige cocktail-varianter der med fordel kunne forsøges. En blanding med hvidvin synes oplagt ligesom en blanding med champagne helt sikkert vil blive forsøgt ved en senere lejlighed. En såkaldt “Kurt Royal”

Sommer på flaske kan laves på flere forskellige måde, men denne er lavet på følgende vis:

Indkøb af to flasker vodka (750 ml vodka 40-50%), 2 kg sukker og 2 bakker jordbær.

Jordbærerne renses godt og toppen fjernes, herefter skæres jordbærerne i skiver og placeres i en skål med et rumfang på omkring 5l.

Sukkeropløsningen laves ved at blande 550ml vand og 550ml sukker i en mindre gryde. Sukkeropløsningen opvarmes til kogepunktet, mens man rørrer i opløsningen for at sikre, at sukkeret bliver fuldstændigt opløst i vandet. Sukkeropløsningen fjernes fra varmen og sættes til afkøling (sluttemperatur omkring 300K).

Efter afkøling af sukkeropløsning hældes denne over jordbærerne og man maser jordbærerne med en træske. Efter 10-15 min. hældes de to flasker vodka over i skålen med jordbær og sukkeropløsning, lad nu være med at spilde eller drikke noget af vodkaen. Man blander det hele sammen og hælder blandingen over i et par store sylteglas, der lukkes tæt. Man placerer glassene i et mørkt og køligt skab eller i sin store vinkælder i 6-7 dage. Derefter filtres væsken og man har sommer på flaske.

/K