Spurt med Kurt – løbeprogrammet virker!!!

 

2016-05-22 14.00.012016-05-22 14.02.012016-05-22 17.16.18

Det har været en aktiv forsommer for løbeklubben med deltagelse i Mikkeler Beer-run og Copenhagen Marathon. Deltagelse i netop marathonløbet har været genstand for en del diskussion, da løbeklubben jo principielt vender sig mod alt hvad der kan betegnes som ekstremsport. Resultatet blev at kun et medlem tilmeldte sig og gennemførte løbet, mens et medlem deltog på de første 8 og sidste 7 kilometer og et medlem alene deltog på de sidste 7 kilometer – der jo er kendt som løbets hårdeste distance.

De to løb viser, at løbeklubbens 4-dages program (der løbes en kort rute på under 4 km mandag, onsdag og fredag morgen og en rute på ca 6 km søndag) giver en god grundform. Dette understreges af at der er muligt at træne sig op til en fuld Marathon med ganske beskeden ekstra træning i månederne op til løbet.

 

Vejen til gudekroppen I – Træningsprogrammet

“Hvordan har i dog fået de kroppe, og så i jeres alder?”, spurgte en skøn kvinde os en morgen på ruten. Hun gik i den modsatte retning, så vi fik aldrig givet hende svaret. Jo, vi diskuterede da at vende om, men det ville have været et brud med vores meget stramme program, der jo netop er svaret på hendes helt relevante spørgsmål. Kroppe som guder får man gennem et videnskabeligt udviklet program, der følges disciplineret.

Det er vigtigt at undgå løbetræningens fjende nummer et: overtræning. Spurt med Kurt afskyr ekstremsport som pesten. Alt over en halvmarathon SKAL kombineres med rødvin, for at sikre mod overtræningsskader.

Programmets består af et mindre antal helt faste, relativt korte ruter, der giver tryghed og forudsigelighed og dermed mulighed for at fokusere på dagens diskussionsemner.

Der løbes på faste dage og på faste tidspunkter: Mandag, onsdag og fredag kl 0700 en kort tur på ca 4 km og søndag kl 1700 en “Lang” tur på ca 6,5 km.

Hemmeligheden ligger i disciplinen. Vi løber hver uge – året rundt. Vi løber når vi har travlt, vi løber når vi har tømmermænd, vi løber når vi er trætte. Vi løber i regn, slud, hagl og sne. Vi løber når det er mørkt (med pandelamper og refleksveste – det ser supercool ud), Kun sygdom, ben- og fodskader, runde fødselsdage og udenlandsrejser anses for gyldige undskyldninger.

I kommende blogindlæg vil vi fortælle om de andre vigtige elementer i programmet mod gudekroppen:

  • Mad og drikke
  • Påklædning
  • Løbesko
  • Udstyr
  • Opvarmning og anden sport

 

 

 

Om at blive overhalet på løbeturen

Det sker ind imellem at løbeholdet oplever at blive overhalet af en enkelt (ofte yngre) løber på ruten. “Hvordan skal man håndtere denne situation?”, er vi blevet spurgt. Overhalingen bliver for mange mennesker et sindbillede på situationer fra deres dagligdag, eller måske endda noget større og mere eksistentielt – en oplevelse der skubber til frygten for at blive “løbet agterud”, at blive efterladt på perronen, at blive erstattet af nye, yngre kræfter.

Denne angst har løbeklubben for længst lagt bag sig. Erfaringen har lært os følgende:

1: Personer der overhaler på løbeturen har typisk behov for at vise over for sig selv og andre, at de IKKE sagter bagud – et behov der typisk bunder i dårligt selvværd

2: “Spurt med Kurt” er en løbe- og konversationsklub, og det ligger i sagens natur, at man ikke kan løbe lige så hurtigt, når man taler, som hvis man ikke taler. Vi arbejder pt på at udregne den såkaldte “konversations-faktor” – en konstant man kan bruge til at omregne løbetid med konversation til løbetid uden konversation. Udfordringen ved udregningen er, at man skal have en del observationer uden konversation, hvilket jo strider mod selve klubbens grundidé.

3: Personer der overhaler sætter typisk farten gevaldigt op umiddelbart før og under overhalingen. Kurt har således i sidste uge (hvor han løb alene på grund af de øvrige løberes sygdom hhv rødvinsmarathon i Frankrig) indhentet en yngre kvindelig overhaler og holdt føringen hele vejen hjem til Femte Juni Plads.

Konklusionen er derfor: voksne mænd lader sig gerne overhale. I en række situationer nyder vi endda synet af en overhalende løber og kommenterer gerne såvel stil, påklædning som generel fysisk fremtræden. Vi taler jo mens vi løber!

/Z