Efter løbeturen – “In praise of Fraise”

fraise

Dagens løbetur endte med smagning af “sommer på flaske”, fremstillet af Kurt selv. Der var almindelig enighed blandt klubbens medlemmer om denne driks mange fortræffeligheder og potentielt brede anvendelsesmulighed. Efter løbeturen blev den indtaget ren, eller “neat” som det vist hedder. Her er der tale om en sød og vel nærmest likøragtig oplevelse, der givetvis vil bidrage til genoprettelse af sukkerbalancen efter træningen. Energidrik for voksne, kunne man sige.

Anvendelsen slutter naturligvis ikke her, og en hurtig brainstorm frembragte da også forskellige cocktail-varianter der med fordel kunne forsøges. En blanding med hvidvin synes oplagt ligesom en blanding med champagne helt sikkert vil blive forsøgt ved en senere lejlighed. En såkaldt “Kurt Royal”

Sommer på flaske kan laves på flere forskellige måde, men denne er lavet på følgende vis:

Indkøb af to flasker vodka (750 ml vodka 40-50%), 2 kg sukker og 2 bakker jordbær.

Jordbærerne renses godt og toppen fjernes, herefter skæres jordbærerne i skiver og placeres i en skål med et rumfang på omkring 5l.

Sukkeropløsningen laves ved at blande 550ml vand og 550ml sukker i en mindre gryde. Sukkeropløsningen opvarmes til kogepunktet, mens man rørrer i opløsningen for at sikre, at sukkeret bliver fuldstændigt opløst i vandet. Sukkeropløsningen fjernes fra varmen og sættes til afkøling (sluttemperatur omkring 300K).

Efter afkøling af sukkeropløsning hældes denne over jordbærerne og man maser jordbærerne med en træske. Efter 10-15 min. hældes de to flasker vodka over i skålen med jordbær og sukkeropløsning, lad nu være med at spilde eller drikke noget af vodkaen. Man blander det hele sammen og hælder blandingen over i et par store sylteglas, der lukkes tæt. Man placerer glassene i et mørkt og køligt skab eller i sin store vinkælder i 6-7 dage. Derefter filtres væsken og man har sommer på flaske.

/K

 

Vejen til gudekroppen I – Træningsprogrammet

“Hvordan har i dog fået de kroppe, og så i jeres alder?”, spurgte en skøn kvinde os en morgen på ruten. Hun gik i den modsatte retning, så vi fik aldrig givet hende svaret. Jo, vi diskuterede da at vende om, men det ville have været et brud med vores meget stramme program, der jo netop er svaret på hendes helt relevante spørgsmål. Kroppe som guder får man gennem et videnskabeligt udviklet program, der følges disciplineret.

Det er vigtigt at undgå løbetræningens fjende nummer et: overtræning. Spurt med Kurt afskyr ekstremsport som pesten. Alt over en halvmarathon SKAL kombineres med rødvin, for at sikre mod overtræningsskader.

Programmets består af et mindre antal helt faste, relativt korte ruter, der giver tryghed og forudsigelighed og dermed mulighed for at fokusere på dagens diskussionsemner.

Der løbes på faste dage og på faste tidspunkter: Mandag, onsdag og fredag kl 0700 en kort tur på ca 4 km og søndag kl 1700 en “Lang” tur på ca 6,5 km.

Hemmeligheden ligger i disciplinen. Vi løber hver uge – året rundt. Vi løber når vi har travlt, vi løber når vi har tømmermænd, vi løber når vi er trætte. Vi løber i regn, slud, hagl og sne. Vi løber når det er mørkt (med pandelamper og refleksveste – det ser supercool ud), Kun sygdom, ben- og fodskader, runde fødselsdage og udenlandsrejser anses for gyldige undskyldninger.

I kommende blogindlæg vil vi fortælle om de andre vigtige elementer i programmet mod gudekroppen:

  • Mad og drikke
  • Påklædning
  • Løbesko
  • Udstyr
  • Opvarmning og anden sport

 

 

 

Borearbejde på Femte Juni Plads – opdateret

Spurt med Kurt er først med det seneste – således også om borearbejdet på Femte Juni Plads

Løbeklubben har som tidligere nævnt med bekymring iagttaget borearbejdet på Femte Juni Plads den seneste uge og diskuteret, om der måske var tale om skiffergasudvinding. Arbejderene på pladsen kunne fortælle om metrobyggeri, hvilket straks gav anledning til helt nye bekymringer.

Entreprenøren Per Aarsleff har bekræftet, at der foretages geotekniske prøveboringer under planlægningen af den kommende ”Sydhavnslinje”. Der er ikke tale om en M-station på Femte Juni Plads, men en gennemgående tunnel, hvorfor der skal være styr på grundvandet og undergrundens beskaffenhed.

Hvad en eventuel gennemboring kommer til at betyde for beboerne (rystelser mm) er endnu uvist. Vi følger sagen

/G

Hvad laver de på Femte Juni Plads?

Løbeklubben har med bekymring iagttaget borearbejdet på Femte Juni Plads den seneste uge. Mange scenarier har været vendt på løbeturen – bl.a. om man overvejede skiffergasudvinding på Frederiksberg. Med den frygtede Jane Jørgensen i såvel byråd som Folketing kan alt jo tænkes – navnlig efter forårets forsmædelige skamfering af træerne på pladsen (den sag er iøvrigt heller ikke lagt død – mere vil følge).

En henvendelse til det meget jydske boreteam på pladsen har imidlertid lagt den indledende bekymring i graven. Der er tale om jordbundsprøver forud for en mulig udvidelse af Metroen med en bane under pladsen. Denne oplysning giver naturligvis næring til en helt stribe nye bekymringer: Hvordan vil dette mulige borearbejde påvirke kvarteret? Hvornår sker det (hvis det sker)? Skal vi have en station på pladsen? Hvad mener Jane Jørgensen?

Vær helt tryg ved at Spurt med Kurt vil følge denne sag tæt.

/Z

Om at blive overhalet på løbeturen

Det sker ind imellem at løbeholdet oplever at blive overhalet af en enkelt (ofte yngre) løber på ruten. “Hvordan skal man håndtere denne situation?”, er vi blevet spurgt. Overhalingen bliver for mange mennesker et sindbillede på situationer fra deres dagligdag, eller måske endda noget større og mere eksistentielt – en oplevelse der skubber til frygten for at blive “løbet agterud”, at blive efterladt på perronen, at blive erstattet af nye, yngre kræfter.

Denne angst har løbeklubben for længst lagt bag sig. Erfaringen har lært os følgende:

1: Personer der overhaler på løbeturen har typisk behov for at vise over for sig selv og andre, at de IKKE sagter bagud – et behov der typisk bunder i dårligt selvværd

2: “Spurt med Kurt” er en løbe- og konversationsklub, og det ligger i sagens natur, at man ikke kan løbe lige så hurtigt, når man taler, som hvis man ikke taler. Vi arbejder pt på at udregne den såkaldte “konversations-faktor” – en konstant man kan bruge til at omregne løbetid med konversation til løbetid uden konversation. Udfordringen ved udregningen er, at man skal have en del observationer uden konversation, hvilket jo strider mod selve klubbens grundidé.

3: Personer der overhaler sætter typisk farten gevaldigt op umiddelbart før og under overhalingen. Kurt har således i sidste uge (hvor han løb alene på grund af de øvrige løberes sygdom hhv rødvinsmarathon i Frankrig) indhentet en yngre kvindelig overhaler og holdt føringen hele vejen hjem til Femte Juni Plads.

Konklusionen er derfor: voksne mænd lader sig gerne overhale. I en række situationer nyder vi endda synet af en overhalende løber og kommenterer gerne såvel stil, påklædning som generel fysisk fremtræden. Vi taler jo mens vi løber!

/Z

Gorilla – Kødbyen – Skøn mad i mellemklassen

Spurt med Kurt giver Gorilla 5 ud af 6 stjerner

Gorilla er et skønt og livligt bud på moderne, stram og innovativ gastronomi i den økonomiske mellemklasse. I de rå lokaler i den hvide kødby serveres spændende mad – mange retter i forretsstørrelse, som det efterhånden er blevet normen for en perlerække af nye restauranter. Tag gerne en af de to menuer og få nogle spændende overraskelser. Dejlige vine – også på glas.

www.restaurantgorilla.dk/

 

2015-07-25 19.32.07

/Z

Spurt med Kurt – nu online!

 

Opfordringerne har været mange og forventningerne har været store. Løbe- og debatforeningen “Spurt med Kurt” har længe indtaget en central plads i den intellektuelle og kropslige oprustning i det centrale Frederiksberg, og ikke sjældent bliver foreningen bedt om at forholde sig til centrale problemstillinger der rører lokalområdets beboere. Ingen emner er for store eller for små: folkeafstemninger, politiske og moralske problemstillinger, svar på komplekse juridiske, forretningsmæssige eller videnskabelige spørgsmål og ikke mindst gode råd om mad og drikke i nærområdet og resten af verdenen.

Med denne blog får du det hele med, og går ikke glip af noget. Her kan du læse svarene på mange af livets store og små spørgsmål – svar vi har fundet ved at diskutere emnerne og vende alle relevante aspekter. Du kan også hente inspiration til dine egne løbeture ved at læse om foreningens stenhårde træningsprogram og  førstehåndsskildringer fra årets gang på løberuterne.